Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for september 2009

Velkommen

Jeg er 41 år, kvinde, mor og politiker i Aalborg byråd på 8. år, og stiller op som spidskandidat til valget i november.
 
Jeg er kommunalpolitiker, fordi jeg ikke kan lade være. Det er i kommunalpolitikken, vi beslutter serviceniveauet for den service, der er tættest på vores dagligdag; dagpasning, folkeskolen, ældreplejen, fritidstilbuddene og den sociale indsats. Jeg interesserer mig for alle områder, men de bløde områder, børn, unge og ældre samt vores miljø ligger mit hjerte nærmest. Mit politiske arbejde udfører jeg baseret på indsigt, viden og hårdt arbejde, og værdier som ærlighed, tillid, respekt og godt samarbejde.

Personligt er jeg et positivt menneske, der tror på, at alle mennesker er værdifulde, og på at alle kan gives lige muligheder for et godt liv, med den rette støtte. Jeg mener mangfoldighed styrker, og at vi kan lære meget af hinanden, ved at mødes med et åbent sind, i stedet for at afvise det nye og ukendte.
Jeg arbejder for forebyggelse frem for helbredelse og for en tidlig helhedsorienteret indsats for mennesker og miljø. Jeg er glad for mit liv privat og politisk, og tror på det jeg gør og på, at jeg gør en forskel.

Jeg lever mit liv i harmoni med mine omgivelser og prøver så vidt muligt at gøre, som jeg siger. Jeg går ind for økologi og er vegetar, jeg elsker at luge min have frem for at sprøjte for ukrudt, og jeg sorterer mit affald. Jeg mener sundhed er essentielt for livskvalitet og såvel psykisk som fysisk velbefindende. Sundhed starter i vores natur med en effektiv klimaindsats og en stærk miljøbeskyttelse.

Fagligt er jeg uddannet civiløkonom med afsætning som speciale og har siden taget en uddannelse som voksenunderviser. Jeg har bl.a. arbejdet som leder i det private erhvervsliv, i et vindmøllefirma, i et industrioliefirma og som underviser på en produktionsskole. Jeg har valgt nu at bruge fuld tid på politik.

Privat er jeg gift med Michael, som er selvstændig indenfor industrikraner, og har 4 skønne børn, Asbjørn på 14, Emma på 12, Freja på 7 og Allan på 5 år Derudover har jeg en stor og meget politisk aktiv familie og mange dejlige venner, der støtter op og giver ressourcer. Min lillebror Thomas sidder i regionsrådet i Nordjylland og stiller op som spidskandidat til kommunalvalget i Brønderslev og min far Laurits er tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening i Aalborg og stiller op til regionsrådet. Min mor Karin er medlem af det lokale ældreråd og bl.a. aktiv i Røde Kors.

Jeg er stolt over at stå i spidsen for det stærke hold, som SF-Aalborg stiller til kommunalvalget og har som vision, efter valget at sikre SF maksimal indflydelse specielt på vores mærkesager.

Tillidsposter:
Medlem af familie/socialudvalget, forsyningsudvalget, ligestillingsudvalget, bestyrelsen for Reno Nord, bestyrelsen for kvindekrisecenteret, det regionale trafiksikkerhedsudvalg, det regionale sundhedskoordinationsudvalg, det regionale samarbejdsudvalg for læger, KL’s repræsentantskab, SF’s kommunalpolitiske udvalg, SF’s hovedbestyrelse og beskikket medlem af den Sociale Ankestyrelse etc.

Read Full Post »